M. Larsen Vognmandsfirma i Brøndby har netop fået leveret en ny DAF CF85.460 6x2 trækker

Trækkeren er udstyret med DAF´s Euro 5 MX-motor, der yder 460 hk (340kW) ved 1500-1900 omdr./min. Drejningsmomentet er 2300Nm ved 1000-1410 omdr./min. Motoren er 6-cylindret og har et slagvolumen på 12,9 liter. Køretøjet er udstyret med en manuel 16-trins gearkasse med direkte kobling, samt MX motorbremse. Udvendig har M. Larsen valgt at få flyttet AdBlue-tanken op under førerhuset, og der er monteret et skab i venstre side. Trækkeren har fuld aludørk.

Indvendig i førerhuset råder chaufføren over et Luxury Air førersæde med pneumatisk styret lændestøtte og en sovekabine med underkøje. Under den nederste køje er der monteret en køleskabsskuffe på 33 liter. Som ekstraudstyr har M. Jensen valgt at få sat en kaffemaskine op, samt walkie talkie anlæg. Desuden er førerhuset blevet plysset på loft, sæder og dørbeklædning, og der er sat plys-gardiner op ved ruder og sovekabine. For at fuldende billedet af et luksuriøst førerhus er det holdt i beige farver med hvid himmel. M. Larsen A/S har specialiseret sig i transport og genbrug af affald. Virksomheden beskæftiger sig med indsamling og transport af affald, genbrugsmaterialer, olie og kemikalie-affald. Desuden har firmaet opgaver i form af levering af sten og grus. Virksomheden har 60 års erfaring med indsamling, transport og genbrug af affald. Den nye DAF er leveret af salgskonsulent Jacob Jørgensen Vi takker M. Larsen for handlen og ønsker dem held og lykker fremover