Vognmand Henrik Andersen A/S har netop afhentet deres helt nye og flotte 3 akslet gardintrailer hos Lastas Kel-Berg A/S i Hedensted.
Der er tale om en 3 akslet gardintrailer, som er opbygget med længdevanger opsvejset i I-profil, hvilket giver et ekstra stabilt chassis. Bunden er lavet af 28 mm hårdttræsplanker, som er nedlagt i galvaniserede omega profiler. Traileren er lastsikret med 2x15 binderinge i kantskinnen, T-suring og 3x6 sokler, som flugter på tværs. Gardintraileren er egnet for 34 stk. europaller og har en totalvægt på 40.000 kg. Traileren har et 2-ledet trykluft-mekanisk bremseanlæg samt BPW aksler med trommelbremse. Der er ligeledes monteret en almindelig opretstående Z-lift. Derudover er traileren udstyret med underkøringskofanger og cyklistværn, som lever op til de danske regler. Henrik Andersen, der ejer firmaet, oplyser, at de udelukkende kører for Wallmann A/S, som er en kendt virksomhed fra træindustrien og ejet af MSK Scandinavia A/S. De leverer bordplader, gulve og andre materialer til trælaster i Danmark. ”Det er den øgede aktivitet i denne branche, som har betydet, at vi investerer i endnu en Gardintrailer”, slutter Henrik Andersen. Vi takker for handlen og ønsker Vognmand Henrik Andersen A/S tillykke med deres nye trailer og held og lykke i fremtiden.