Vognmandsfirmaet Gert Svith A/S i Grenaa har fået leveret en ny 4-akslet Kel-Berg T440 overførselsanhænger til brug for containertransport i længder fra 7-7,5 meter, fra Lastas A/S.
Anhængeren er med bagtip og har en totalvægt på 32 ton og et akseltryk på 8 ton. Køretøjet er udstyret med fire 9 tons aksler fra BPW, samt bremseanlæg fra Knorr/Wabco med EBS, og der er sidemonteret liftaksel med automatisk hæv/sænk på tredje aksel. Chassisrammen har langvanger opsvejst til I-profil med kraftige tiprør, tiprørforstærkninger, samt underkøringskofanger. Anhængeren er justérbar i bagenden, og der er monteret fire pneumatiske låse på tiprammen til transport af containere. Vognmandsfirmaet Gert Svith blev grundlagt helt tilbage i 1920´erne af Gert Sviths bedstefar, som startede op med et enkelt hestespand. Virksomheden blev senere overtaget af sønnen, Søren Svith, og i 1965 kom Gert Svith til roret. I dag råder virksomheden over mere end 20 lastbiler, samt 15 entreprenørmaskiner. En vigtig del af aktiviteterne er kørsel med sten, sand og grus fra grusgrave på Djursland, og Gert Svith er i dag den største råstof-udvinder på Djursland. Ud over aktiviteterne i de østjyske grusgrave, betjener firmaet en bred vifte af kunder.