”Vi er mere end tilfredse med at handle hos Lastas, og jeg synes simpelthen, at de gør det super godt. Du kan ikke få noget bedre materiel.” Vognmand Benny Rasmussen er ikke i tvivl: Samarbejdet med Lastas fungerer upåklageligt.
Vognmanden grundlagde i 1979 sin virksomhed med kun en enkelt bil. I dag tæller firmaet over 30 lastbiler og trailere, og man kan ikke undgå at lægge mærke til de flotte biler fra Benny Rasmussen & Søn på landevejen: De er nemlig næsten alle unikke, for på størstedelen af dem er der malet berømte tegneserie-helte, f.eks fra Løvernes Konge og Anders And.
Det hele behøver nemlig ikke være så kedeligt, siger de i vognmandsforretningen i Gilleleje i Nordsjælland, der råder over en vognpark på over 32 lastbiler.
Lastas leverede for tre år siden et af de mest spændende vogntog til Benny Rasmussen, der blandt chauffører i hele landet er kendt som Baloo: I front en DAF XF 105 Super Space 8x4 trækker og bag den, en tre-akslet Kel-Berg tiptrailer af typen T250V. Det er trækkeren, der vækker størst opmærksomhed, for det er Baloo fra Junglebogen, der pryder trækkeren - og kunstneren bag er Ray Hill, der har specialiseret sig i at udsmykke lastbiler.